søndag den 3. februar 2013

Kuldens klarhed

Vinden bed og stak i kinderne, mens fingrene omkring kameraet var stive af kulde. Varmen sivede hurtigt ud af de tynde nylonstrømper, og de højhælede sko havde svært ved at stå fast på det klatte træ. Mellem læberne kom en hvid damp ud. Det lignede den røg, som der pustes ud, når der ryges. I øjenkrogene blev blikket sløret, mens solen skinnede. Varmen nåede aldrig herned. Der blev blinket et par gange, og mascaraen løb. Alt herud var så smuk. Så klart. Så koldt.
Alle sidder derinde i varmen, mens jeg står herude i kulden. Men jeg har ikke lyst til at gå derind. Alle er glade. Fest og glade farver. Jeg kender næsten ingen, mens de alle kender mig. Ikke længere er jeg den lille pige, som kan gemme mig bag lidt legetøj. Nu er den eneste måde at gemme sig på at slet ikke være der. Hvorfor skulle man også gå ind? Her er jo så smuk. Så klart. Men koldt. 

1 kommentar:

  1. Så flotte billeder! You've got some talent therr . Kender godt følelsen.

    SvarSlet